Stenløse er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Skræmte indbrudstyv væk
Allerød: En beboer i Allerød Have skræmte søndag formiddag en indbrudstyv væk og ringede herefter straks til politiet. Tyven var klokken 10.06 ved at kravle ind gennem et vindue, da beboeren opdagede tyven, som løb fra stedet. Tyven beskrives som en mand, 185-190 cm høj, brun i huden, slank af bygning, iført grå/lilla joggingtøj med hætten fra trøjen trukket op om hovedet. Han medbragt en cykel og en sort taske. En patrulje kom få minutter senere til stedet, men tyven var ikke at finde i området.
Kørte uden kørekort
Hillerød: Søndag formiddag blev en 63-årig mand fra København standset, da han kom kørende ad Holmegårdsvej. Da manden tidligere havde fået sit kørekort inddraget, blev han sigtet for kørsel uden førerret.
Havemøbler og pavilloner ødelagt
Hillerød: Mellem klokken 01.15 natten til søndag og klokken 10.00 søndag formiddag er to pavilloner og diverse havemøbler, som stod ved Il Gallo Nero på Torvet blevet ødelagt.
Sigtet for narkokørsel
Gentofte: Søndag eftermiddag klokken 12.27 blev en 32-årig mand fra Kokkedal standset på Motorring 3. Her blev han sigtet for narkokørsel, da han var påvirket af euforiserende stoffer. Manden blev taget med på hospitalet, hvor han fik taget en blodprøve, som skal fastlægge hans nøjagtige påvirkelsesgrad til brug for den videre behandling af sagen. Han blev tillige sigtet for kørsel i frakendelsestiden samt for besiddelse af hash, som blev fundet i hans bil.
Piger stjal smykker
Kgs. Lyngby: To piger på 12 og 13 år fra Kgs. Lyngby og Søborg blev søndag eftermiddag klokken 12.45 taget for butikstyveri i Normal, hvor de havde stjålet smykker. På grund af pigernes unge alder, blev deres forældre blev orienteret om sagen, ligesom de sociale myndigheder vil blive underrettet.
Kørte uden kørekort
Hillerød: Søndag eftermiddag klokken 14.50 blev en 32-årig mand fra Helsinge standset, da han kom kørende i bil ad Københavnsvej. Her blev han sigtet for kørsel uden førerret.
El-løbehjul stjålet
Allerød: Et el-løbehjul er mellem klokken 12.30 og 18.40 blevet stjålet fra Allerød Stationsvej.
Unge kvinder taget for butikstyveri
Hillerød: To 16-årige unge kvinder fra Slangerup blev søndag eftermiddag klokken 15.40 taget for butikstyveri i Bilka, hvor de havde stjålet make-up. De blev sigtet for forholdet og på grund af deres alder, bliver deres forældre samt de sociale myndigheder underrettet om sagen.
Hærværk
Hillerød: Det blev klokken 18.05 anmeldt, at der var blevet udøvet hærværk på opgangsdøren ved Cafe Valentin på Slotsgade, og at en brandslukker var blevet tømt i opgangen. Ligeledes var et ukendt antal stole og borde foran cafeen blevet smadret. Hærværket havde fundet sted mellem lørdag klokken 22.00 og søndag klokken 02.00
Hærværk
Hellebæk: Klokken 19.10 blev det anmeldt, at en personbil, som holdt parkeret på Nordre Strandvej havde været udsat for hærværk, idet forreste siderude i køretøjets højre side var blevet smadret med en ukendt genstand.
Udgav sig for at være fra politiet
Ølstykke: En 77-årig kvinde fra Ølstykke anmeldte klokken 21.08, at hun kort forinden var blevet ringet op af en mand, som udgav sig for at være fra politiet og oplyste hende om, at der var blevet optaget et større lån i kvindens navn. Han bad hende herefter om at være samarbejdsvillig, da hun ellers ville komme til at hæfte for lånet. Kvinden synes dog, det var et mistænkeligt opkald, og hun bad derfor om at komme til at tale med en kollega til manden. En anden person kom herefter i røret og bad om hendes kortoplysninger. Kvinden var dog stadig ikke overbevist om opkaldets ægthed og oplyste dem derfor om, at hun selv ville kontakte politiet for at verificere opkaldet, hvorefter hun lagde på.
Der skal lyde stor ros til kvinden for ikke at udlevere sine personlige oplysninger til fremmede. Flere borgere i Nordsjællands Politi er den seneste tid blevet kontaktet af personer, som udgiver sig for at være fra en offentlig myndighed for at lokke personlige oplysninger ud af borgerne. Nordsjællands Politi opfordrer til, at man ikke udleverer personlige informationer til ukendte personer. Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste offentlige myndighed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted for at få opkaldet verificeret. Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende offentlige myndighed og ikke ringer tilbage til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.
Unge mennesker skabte uro
Stenløse: Klokken 21.20 blev det anmeldt, at en gruppe unge mennesker i otte-ni køretøjer befandt sig på Cirkle K på Frederikssundsvej, hvor de hørte høj musik og gassede op, hvilket skabte uro og gener for tankstationens øvrige kunder og personalet. En patrulje kørte til stedet, hvor nogle af de unge mennesker stadig befandt sig. Patruljen fik derfor en snak med dem og vejledte dem om ikke at tage ophold på tankstationen.
Mistænkeligt forhold
Charlottenlund: En borger anmeldte klokken 21.43, at han kort forinden havde observeret en mand med rygsæk og iført blå gummihandsker var gået ind i en have på Gyldenlundsvej, hvilket borgeren fandt mistænkeligt. En patrulje kørte til stedet for at lede efter manden med gummihandskerne, men det var ikke muligt at udfinde ham i området.
Narkokørsel
Værløse: På Fiskebæksvej ca. 200 meter fra Frederiksborgvej standsede en patrulje klokken 02.35 en 27-årig kvindelig bilist fra Ballerup. Her viste et narkometer, at hun formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer, og hun blev derfor anholdt og sigtet for narkokørsel.
Der venter nu svar på en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring kvindens eventuelle narkopåvirkning.
Tyveri fra personbil
Charlottenlund: Klokken 03.30 blev det anmeldt, at en ukendt gerningsperson havde foretaget indstigning i en personbil via dens venstre fordør, mens bilen holdt parkeret på Skovgårdsvej. En patrulje kørte til stedet for at lede efter gerningspersonen, men det var ikke muligt at udfinde nogen i området, som kunne sættes i forbindelse med hændelsen.
På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse foreligger der endnu ingen oplysninger om eventuelle stjålne genstande.
Mistænkeligt forhold
Vejby: En ansat på en byggeplads på Kamillevej anmeldte klokken 05.28, at han fem minutter tidligere havde hørt lyde foran en skurvogn på stedet. Da han kiggede ud af vinduet, opdagede han en person, som stod med en kanonslagslignende genstand i hånden. Da personen opdagede anmelder, kastede han genstanden fra sig og løb fra stedet. Genstanden gik kort efter af med et stort brag.
En patrulje kørte til stedet for at undersøge forholdet nærmere, men det var ikke muligt at udfinde den ukendte person. Der skete ved episoden ikke nogen personskade.
Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 27.-30. august 2021