Døgnrapporten i Stenløse: onsdag den 8. december

Profilbillede
dato

Stenløse er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Tyveri fra personbil, Dyssegård

Fra en Volkswagen personbil, som holdt parkeret på Sønderengen, blev der stjålet navigationsudstyr. Det skete mellem mandag klokken 20.00 og tirsdag klokken 07.20, og indstigningen blev foretaget via en knust rude i bilen.

Fra en anden Volkswagen, som holdt parkeret på samme vej, blev der stjålet en gps. Indstigningen var også her sket ved rudeknusning, og tyveriet fandt sted mellem mandag klokken 18.30 og tirsdag klokken 10.30.

Tyveri fra personbil, Kokkedal
Mellem tirsdag klokken 04.00 og 07.36 blev en skærm og dvd-udstyr stjålet fra en Volkswagen personbil, som holdt parkeret på Fasanvænget.

På Drosselvænget havde en Volkswagen personbil fået knust ruden, efter den blev parkeret på stedet mandag klokken 19.20. Her lykkedes det dog ikke gerningspersonen at stjæle noget. 

Fra en anden personbil, som holdt parkeret på Drosselvænget, lykkedes det en gerningsperson at stjæle en gps. Indstigningen var sket mellem mandag klokken 19.00 og tirsdag klokken 07.00.

Mens en Volkswagen holdt parkeret på en parkeringsplads på Jellerød Have i tidsrummet mandag klokken 18.30 til tirsdag klokken 08.00, blev der stjålet instrumentpanel, radio og gps fra køretøjet. Indstigningen skete ved rudeknusning.

Også en Skoda personbil, som havde holdt parkeret på samme parkeringsplads i samme tidsrum, havde fået knust en rude. Herfra var der stjålet en gps.

En tredje personbil, som også holdt på parkeringspladsen, havde fået smadret en rude. Herfra var der stjålet indbygget skærm og navigationsanlæg.

Nordsjællands Politi har en formodning om, at der kan være tale om samme gerningsperson til hændelserne grundet sammenfald i modus samt gerningstidsrum og –sted.

Brand i terrasse, Stenløse

Der indløb klokken 07.40 anmeldelse om, at der var brand i en terrasse på Fyrrevej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor branden i mellemtiden var blevet slukket af en beboer fra området. Årsagen til branden er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse endnu ikke fastslået. Ingen personer kom til skade i forbindelse med branden.

Hærværk, Fredensborg

En 61-årig kvinde anmeldte klokken 08.32, at ukendte gerningspersoner havde udøvet hærværk i hendes have på Nørredamsvej. Mellem mandag klokken 16.30 og tirsdag klokken 07.30 blev der kastet rundt med havemøblerne på stedet, og flere grene var knækket af træer i haven. Derudover var et havebord blevet stjålet.

Indbrud i forretning, Hillerød

Mellem mandag klokken 19.00 og tirsdag klokken 09.00 var der indbrud i en forretning på Møllestræde. En ukendt gerningsperson skaffede sig adgang via en dør, og fra stedet blev der stjålet kontanter.

Tyveri fra personbil, Fredensborg

Klokken 09.15 blev det anmeldt, at der fra en bil, som holdt parkeret på Maglegårdsvej, var blevet stjålet kontanter, solbriller og en taske. Indstigningen var sket på ukendt vis mellem mandag klokken 18.00 og tirsdag klokken 06.45. 

Tyveri fra personbil, Gentofte

Det blev klokken 09.49 anmeldt, at der var blevet stjålet navigationsudstyr fra en personbil, som holdt parkeret på Ellebækvej. Tyveriet var sket mellem mandag klokken 20.00 og tirsdag klokken 07.45.

Havde hash på sig, Hillerød

Tirsdag eftermiddag klokken 12.25 blev to 20-årige mænd fra Helsingør truffet på Søndre Jernbanevej af en patrulje. Her viste det sig, at mændene havde en mindre mængde hash på dem, hvilket de blev sigtet for. Godt en time senere blev en 20-årig mand fra Hillerød truffet på Enghavevej og sigtet for at være i besiddelse af hash.

Computer og taske med tøj stjålet, Hellerup

Fra en VW, der holdt på Rebekkavej, er er mellem mandag eftermiddag og tirsdag morgen klokken 07.30 stjålet en bærbar pc samt en taske med diverse tøj. Det fremgår ikke af anmeldelsen, hvordan tyven har skaffet sig adgang til bilen. Tyveriet blev anmeldt tirsdag eftermiddag klokken 12.48.

Stjal mobiltelefoner, Kgs. Lyngby

En 41-årig mand fra Skovlunde blev tirsdag eftermiddag klokken 13.42 taget for butikstyveri i Telia-butikken i Lyngby Storcenter, hvor han havde stjålet to mobiltelefoner. Manden blev sigtet for forholdet og taget med til politigården for nærmere afhøring.

Mistænkelig mand gik fra hus til hus, Hillerød

Tirsdag eftermiddag klokken 13.53 blev politiet kontaktet af en beboer på Frejasvej, som havde bemærket, at en mand gik fra hus til hus og kiggede ind af vinduerne. En patrulje kørte til stedet for at finde manden, der blev beskrevet som udenlandsk af udseende, 17-20 år, 180-185 cm høj, brun i huden med kort sort hår, almindelig af bygning. Han var iklædt mørke bukser, sort hættetrøje og havde et tørklæde for en del af ansigtet. Manden var dog forsvundet fra Frejasvej og blev heller ikke truffet, da patruljen kørte rundt i det omkringliggende område.

Smed hash fra sig, Frederikssund

Tirsdag eftermiddag traf en patrulje en gruppe unge i alderen 15-19 år på Falkenborgvej, hvor de var til gene for de forbipasserende. En af de unge smed en hashklump fra sig, men da det ikke var muligt at afgøre, hvem af dem, det var, blev hashklumpen noteret som ”hittestof”. Forældrene til de unge, som er under 18, vil desuden blive orienteret om episoden.

Stjal parfume og headset, Hillerød 

En 30-årig mand fra Hillerød blev tirsdag eftermiddag klokken 15.29 taget for butikstyveri i Bilka, hvor han havde stjålet en parfume, et headset og en sæbe. Manden blev sigtet for tyveriet.

Tyveri fra andre steder, Birkerød

Klokken 16.10 blev det anmeldt, at der imellem søndag eftermiddag og mandag morgen er blevet stjålet otte Wegner Y-stole fra Birkerød Bibliotek.

Hærværk/forsøg på indbrud, Birkerød

Klokken 16.42 blev det anmeldt, at der var blevet knust en rude i en bolig på Humlebakken. Anmelderen var kommet hjem og havde set den knuste rude, og indenfor lå der en flisesten, som var blevet brugt til at knuse ruden.

Naboen havde klokken 16.15 hørt noget glas blevet knust, hvorfor naboen var gået ud på vejen, hvor en fremmed mand var gået fra stedet, og denne mand havde muligvis noget med rudeknusningen at gøre.

Han beskrives som: Mand, 177-180 cm høj, kraftig af bygning, iført hvid hue, blå vinterjakke og mørke bukser.

Ulovlig knallert, Helsinge

Klokken 17.50 blev en 15-årig ung mandlig knallertfører standset og kontrolleret på Vestergade. Her viste det sig, at knallerten kunne køre hurtigere end det tilladte, hvorfor føreren blev sigtet for dette, ligesom knallertens horn heller ikke virkede.

Tyveri fra personbil, Hørsholm

Klokken 18.29 blev det anmeldt, at der imellem klokken 18.05 og 18.25 var blevet stjålet en taske med en computer i og lidt kontanter samt to brød fra en personbil, der havde holdt parkeret på Folehavevej. Tyven var kommet ind i bilen ved at knuse en siderude i den højre bagdør.

Butikstyveri, Farum

Klokken 18.49 anmeldte en butiksdetektiv fra Kvickly, at de stod med en butikstyv, der havde forsøgt at stjæle barberblade til en samlet værdi af 1.286 kroner.

Da butikstyven var udenlandsk statsborger, blev en patrulje sendt til stedet, hvor en 32-årig udenlandsk man blev anholdt og sigtet for butikstyveri.

Patruljering, Gilleleje

Klokken 19.45 og nogle timer frem var Nordsjællands Politi til stede i Gilleleje med flere patruljer. Her blev adskillige unge mennesker truffet og registreret primært ved tankstationerne på Bonderupvejen, ved området nær Kulturværftet, på Vesterbrogade samt på en p-plads på Parkvej. Der blev ikke foretaget sigtelser i løbet af aftenen.

Kørsel uden førerret, Helsingør

Klokken 19.50 blev en 18-årig mandlig bilist standset og kontrolleret på en p-plads ved Prøvestenscenteret. Her viste det sig, at han sad bag rattet, selvom han ikke besad retten til at køre bil, og han blev derfor sigtet for at have gjort det alligevel.

Trusler, Kgs. Lyngby

Klokken 19.52 anmeldte en 21-årig kvinde fra Søborg, at hun var blevet antastet af en fremmed mand, som havde brokket sig over, at hun kørte på løbehjul på Nybrovej, uden at hun havde cykelhjelm på. Manden havde desuden udtalt sig negativt om kvindens etnicitet på en måde, der muligvis kan kategoriseres som en trussel.

Manden beskrives som: mand, dansk af udseende, 45-50 år gammel, spinkel af bygning, 180-190 cm høj, lys i huden, havde briller på. Talte dansk. Iført grå hættetrøje og mørk jakke. Havde en øl i hånden.

Uro og uorden, Stenløse

Klokken 20.32 blev det anmeldt, at nogle unge mænd hang ud ved Stenløse Station, hvor de blandt andet kastede med kanonslag. En patrulje blev sendt til stedet, men det lykkedes ikke at udfinde nogen, der kunne sættes i forbindelse med anmeldelsen.

Brand, Frederiksværk

Klokken 23.54 blev det anmeldt, at det brændte i et hus på Sandlyngen. Politi og brandvæsen blev sendt til stedet, hvor det kunne konstateres, at husets beboer var kommet ud i god behold. Brandvæsnet gik i gang med slukningsarbejdet, der fortsatte til langt ud på natten, og huset led stor skade grundet branden. Brandårsagen skal nu undersøges nærmere.
Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi