Stenløse er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Indbrud, Allerød
Klokken 08.50 blev det anmeldt fra Circle K, at der omkring midnat natten til onsdag var blevet stjålet 20 gasflasker fra et aflåst varebur fra benzintankens forområde.
Bombetrussel, Helsingør
Klokken 09.23 blev det anmeldt, at der var via sms var indmeldt en bombetrussel mod Borgerservice. Sprængstofhunde afsøgte stedet, og der blev ikke fundet noget af politimæssig interesse. En kvinde i 40’erne fra Helsingør blev efterfølgende anholdt og sigtet for at have afgivet bombetruslen.
Kørsel i frakendelsestiden, Charlottenlund
Klokken 11.50 blev en 66-årig mandlig bilist fra Klampenborg standset og kontrolleret på Hegelsvej. Her viste det sig, at han var blevet frakendt retten til at køre bil, og at han stadig var i frakendelsestiden, hvorfor han blev sigtet for alligevel at sidde bag rattet.
Butikstyveri, Hillerød
Klokken 12.05 anmeldte personalet fra Lidl, at en ung mand havde passeret kasselinjen uden at betale for en croissant, en cookie og en energidrik, idet han havde gemt varerne i sine jakkelommer.
Da butikstyven var under 18 år gammel, blev en patrulje sendt til stedet, hvor en 16-årig ung mand fra Ølstykke blev sigtet for forholdet, hvorefter han blev hentet af sin far.
Forsøg på røveri, Vejby
Klokken 12.21 blev det anmeldt fra supermarkedet Min Købmand, at der netop havde været et forsøg på røveri, idet en mand havde indfundet sig i butikken, hvor han havde truet en medarbejder med en kniv og forlangt at få udleveret penge fra kassen. Denne ordre nægtede medarbejderen dog at efterkomme, og da gerningspersonen blev fortalt dette, stak han af fra stedet i løb via Tuehusvej, hvorefter han blev samlet op af en bil.
Flere patruljer blev sendt til stedet, men det lykkedes i første omgang ikke at finde gerningspersonen, der beskrives som:
Mand, cirka 20 år, 165-170 cm høj, almindelig af bygning.
Nordsjællands Politi efterforsker nu sagen, og der skal blandt andet studeres videoovervågning fra butikken samt nærområdet, og politiet hører gerne fra borgere, der mener at ligge inde med information, der kan være relevant for sagen. Politiet kan kontaktes på telefon 114.
Butikstyveri, Helsingør
Klokken 16.01 indløb der anmeldelse om, at to unge piger havde stjålet varer i Kvickly på Stjernegade og nu blev tilbageholdt på stedet. En patrulje kørte derfor til butikken, hvor de traf de to piger, som begge var fra Helsingør og henholdsvis 14 og 15 år. Den 15-årige blev sigtet for forholdet, og der blev grundet pigernes alder taget kontakt til både deres forældre og de sociale myndigheder.
Unge skabte uro, Stenløse
Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 16.23, befandt der sig ved stationspladsen ved Stenløse Station en større gruppe unge mænd, som var oppe at skændes med hinanden og skabte uro. En patrulje kørte til stedet, men de unge mænd var ikke mulige at udfinde i området.
Kørsel i påvirket tilstand, Gentofte
På Nybrovej standsede en patrulje klokken 17.00 en 20-årig mandlig bilist fra Bagsværd. Her blev han anholdt og sigtet for narkokørsel, idet han formentlig havde kørt bil under påvirkning af euforiserende stoffer.
Den 20-årige blev efterfølgende kørt til hospitalet for at udtaget en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring hans eventuelle narkopåvirkning.
Indbrud i villa, Slangerup
Klokken 17.42 indløb der anmeldelse om et indbrud i øjeblikket i en villa på Mølleengen, idet to personer via overvågning kunne ses foretage indstigning ved at opbryde et badeværelsesvindue med koben. En patrulje kørte til stedet, men de to personer var kort forinden flygtet, og vidner havde set dem stige ind i en nyere mørk BMW 3 stationcar og køre fra stedet i høj hastighed.
De to personer, som ikke umiddelbart nåede at stjæle noget fra adressen, beskrives som: mænd, forholdsvis høje, iklædt mørke hættetrøjer og maskering. Medbragte koben.
Målrettet indsats mod utryghedsskabende narkokriminalitet, Frederikssund
Nordsjællands Politi var som led i en målrettet indsats mod utryghedsskabende narkokriminalitet omkring klokken 20.00 til stede på en parkeringsplads ved vikingepladsen på Kalvøvej, hvor fire unge mænd opholdt sig i en parkeret bil. Da en af mændene, en 17-årig fra Frederikssund, bemærkede politiet, steg han ud af bilen og smed en pose med en mindre mængde hash fra sig. Ved rangsagning af bilen med narkohunden Vaks, blev der derudover fundet en mindre mængde skunk, og den 17-årige blev på baggrund af de to fund sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.
Vaks søgte efterfølgende i området for eventuelle yderligere fund og markerede et sted, hvor der viste sig at ligge en moderat mængde hash og en mindre mængde skunk. Dette blev indbragt som hittestof til stationen med henblik på destruktion.
Kørsel i påvirket tilstand i frakendelsestiden, Kgs. Lyngby
En patrulje bemærkede klokken 20.12 en bil, som foretog en ulovlig svingning på Jernbanevej, og de bragte derfor køretøjet til standsning. Her bad de føreren af bilen, en 34-årig mand fra Skovlunde, om at fremvise et gyldigt kørekort, hvilket han dog ikke kunne efterkomme, idet han var frakendt førerretten. Det blev han sigtet for, og samtidig blev det vurderet, at han formentlig var påvirket af euforiserende stoffer, og et narkometer gav i den forbindelse udslag for cannabis.
Den 34-årige blev derfor også anholdt og sigtet for narkokørsel, hvorefter han blev kørt til hospitalet med henblik på udtagning af en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring hans eventuelle narkopåvirkning.
Bil i brand, Frederiksværk
Klokken 00.44 indløb der anmeldelse om, at der var brand i en bil, som stod parkeret på Hillerødvej. Politi og brandvæsen kørte til stedet, hvor der stod store flammer ud fra bilen, og slukningsarbejdet blev straks igangsat.
Årsagen til branden er på tidspunktet for døgnrapportens udgivelse endnu ukendt, men Nordsjællands Politi arbejder ud fra en formodning om, at ilden var påsat.
Tyveri fra personbil, Værløse
Mellem torsdag klokken 17.30 og fredag klokken 06.45 blev anlægget samt navigationen og noget elektronik fra en bil, som holdt parkeret på Ryetvej, stjålet. Den ukendte gerningsperson skaffede sig adgang til bilen ved at smadre en af ruderne i den.