Stenløse er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:
Tyveri fra varebil
Frederikssund: Mellem fredag klokken 15.00 og mandag klokken 07.00 foretog en ukendt gerningsperson indstigning i en varebil på Fredensvej ved at bore hul ved bildørens lås. Fra varebilen blev der stjålet elektrisk værktøj.
Hærværk
Holte: Ukendte gerningspersoner udøvede mellem lørdag klokken 11.50 og mandag klokken 07.00 hærværk på et træbord, som stod på terrassen i en børnehave på Vangebovej. Hærværket skete ved antænding af flere skumvaskeklude på bordet med brandmærker til følge.
Tyveri fra personbil
Stenløse: Klokken 09.10 blev det anmeldt, at en ukendt gerningsperson mellem onsdag klokken 18.00 og mandag klokken 06.00 havde stjålet alle fire dæk og fælge på en Citröen personbil, som i gerningstidsrummet holdt parkeret på Støberivej.
Butikstyveri
Slangerup: En 33-årig udenlandsk mand blev klokken 10.57 tilbageholdt i Super Brugsen på Københavnsvej, da han havde stjålet fire flasker whisky og fem duftlys fra butikken. En patrulje kørte derfor til stedet, hvor de traf manden, som blev anholdt og sigtet for butikstyveri.
Tricktyveri
Slangerup: Klokken 11.59 anmeldte en 88-årig kvinde fra Slangerup, at hun omkring klokken 11.00 havde fået stjålet sin pung tæt på Kannikestræde under en gåtur. Kvindens bank havde efterfølgende kontaktet hende og fortalt, at hendes kreditkort var blevet spærret, da det var forsøgt benyttet i en hæveautomat på Vesterbro i København, men dog med forkert pinkode.
Den formodede gerningsmand til tyveriet beskrives som: Mand, østeuropæisk af udseende, 40-45 år gammel, 170 cm høj, kraftig af bygning, med sort hår og sorte skægstubbe. Iført mørkt tøj og mørk hue. Talte østeuropæisk.
Tricktyveri
Hillerød: Klokken 12.30 blev det anmeldt fra LOF Kurser, at en mand et kvarters tid forinden havde været inde på deres kontor, og at han formentlig havde stjålet en af medarbejdernes private mobiltelefon under sit besøg.
Manden havde på engelsk spurgt, hvor han skulle søge job, hvortil han var blevet vejledt om, at det ikke var ved LOF Kurser, at den slags foregik. Manden tog en avis frem og holdt den ud over et skrivebord, imens han blandt andet spurgte om adgang til internettet, hvorefter han foldede sin avis sammen og forlod stedet igen. Efterfølgende opdagede en af medarbejderne, at dennes private mobiltelefon var væk.
Manden beskrives som: Mand, østeuropæisk af udseende, 30-35 år, 175-178 cm høj, med sort hår. Yderligere kendetegn: Gik mærkeligt på højre ben.
Kørsel uden førerret
Allerød: Klokken 13.15 blev en 29-årig mandlig bilist fra Humlebæk standset og kontrolleret på Nymøllevej. Her viste det sig, at han ikke besad retten til at køre bil, hvorfor han blev sigtet for kørsel uden førerret.
Færdselsuheld
Værløse: Klokken 14.16 skete der et færdselsuheld på Ballerupvej ved Skovlystvej, da en varebil ført af en 33-årig mand fra Søborg påkørte en ambulance bagfra. Der skete større materiel skade ved færdselsuheldet, men umiddelbart ingen personskade. En patrulje blev sendt til stedet, hvor den 33-årige blev sigtet efter færdselslovens bestemmelser.
Butikstyveri
Kgs. Lyngby: Klokken 15.33 indfandt en henholdsvis 15-årig og 17-årig ung kvinde sig i Normal i Lyngby Storcenter, hvorfra de forsøgte at stjæle to neglesæt til en værdi af 64 kroner. De blev dog opdaget af en butiksdetektiv, der kontaktede politiet. Grundet deres unge alder blev en patrulje sendt til stedet, hvor de to blev sigtet for butikstyveri, ligesom de relevante myndigheder og andre voksne blev informeret om forholdet.
Cyklist ramt af bil
Birkerød: Mandag eftermiddag klokken 16.12 kom en anmeldelse om, at en 55-årig kvinde fra Hørsholm godt 20 minutter tidligere var blevet ramt af en bil, da hun var cyklet over fodgængerfeltet ved Birkerød Kongevej/Hørsholm Kongevej. Her blev hun ramt af en bil, der blev ført af en 80-årig mand fra København. Kvinden kom ikke alvorligt til skade, men kom for en sikkerheds skyld til tjek på skadestuen.
Knallerter til ulempe
Helsingør: Tre-fire unge kørte mandag eftermiddag klokken 17.43 rundt på knallerter ved Nordvestskolen og var til ulempe for børn og beboere i området. En patrulje blev sendt til stedet, men knallertkørerne var ikke at finde i området.
Var i besiddelse af skunk
Virum: En 20-årig mand blev mandag aften klokken 18.19 sigtet for at være i besiddelse af en mindre mængde skunk. Manden blev truffet på Skolebakken.
Ild i tøj
Helsingør: Mandag aften klokken 23.42 kom en anmeldelse om, at der var brand i en knallert eller bil på en p-plads på Blishøj. Da en patrulje kom til stedet, kunne det konstateres, t det var noget tøj, der var ild i.
Stjal cykel fra opgang
Frederikssund: Tre unge mænd knuste mandag aften klokken 23.55 en rude i en opgangsdør i Jernbanegade, hvorefter de brød ind og stjal en cykel, som stod i opgangen. De var alle iført mørkt tøj og den ene var tillige iført kasket.
Mænd med motorsave vakte mistanke
Hillerød: En kvinde kontaktede klokken 00.49 natten til tirsdag politiet og fortalte, at der gik to personer med pandelamper og motorsave rundt i nærheden af skinnerne ved Hillerød Station. Det viste sig imidlertid, at det var Banedanmarks folk, som var i gang med noget arbejde på stedet.
Indbrud i privat beboelse anmeldt til Nordsjællands Politi 17.-18.maj 2021