Nordsjællands Politi: Seneste nyt fra Stenløse - torsdag den 22. juli

Profilbillede
dato

Stenløse er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Mistænkeligt forhold, Helsinge

Klokken 08.22 blev det anmeldt, at tre østeuropæiske mænd iført grønt og gult arbejdstøj befandt sig i en have ved et hus på Holmevej. Da anmelderen havde spurgt dem, hvad de lavede der, sagde de, at de skulle have adgang til huset for at lave internettet på bopælen. Anmelderen forklarede de tre mænd, at der ikke var noget internet, der skulle laves, hvorefter de hastigt forlod stedet i et køretøj. Anmelderen mistænkte, at de tre mænd var potentielle indbrudstyve.

 

Tyveri fra personbil, Hornbæk

Der indløb klokken 08.28 anmeldelse om, at der imellem tirsdag klokken 17.00 og 23.00 var blevet smadret en bagrude på en bil parkeret på Thorshøj Allé, hvorefter der var blevet stjålet en taske fra bilens kabine.

 

Groft hærværk, Dronningmølle

Klokken 08.42 blev det anmeldt, at der var blevet udøvet groft hærværk i forbindelse med opsætningen af en telemast på Villingerødvej, idet en eller flere ukendte gerningspersoner havde hældt beton på flere bolte og i rør på stedet. Gerningstidsrummet kan være en længere periode op til anmeldelsestidspunktet. 

 

Der er foretaget gerningsstedsundersøgelser på stedet, og Nordsjællands Politi vil gerne i kontakt med borgere, som har været vidner til hændelsen, eller som i øvrigt har oplysninger om sagen. Nordsjællands Politi kan kontaktes på telefon 114.

 

Hærværket formodes ikke at have relation til tidligere hændelser omhandlende telemaster i Nordsjællands politikreds.

 

Hærværk, Nærum

Klokken 10.03 blev det anmeldt, at trekantsruden på en personbil holdende på Rundforbivej var blevet smadret imellem tirsdag klokken 17.30 og onsdag klokken 06.30.

 

Færdselsuheld, Hillerød

Klokken 10.09 indløb der anmeldelse om, at en cyklist var kommet alvorligt til skade, efter at denne var blevet påkørt af en bil på Helsingevej ved Fuglsangsvej. Påkørslen skete formentlig som følge af, at cyklisten i forbindelse med igangsættelse af sin cykel væltede ind foran bilisten.

 

Politi og ambulance blev sendt til stedet, og efter cyklisten, en 67-årig udenlandsk mand, havde modtaget indledende behandling, blev han fløjet til hospitalet for at modtage yderligere behandling af sine skader.

 

En 60-årige kvinde fra Frederiksværk, som var føreren af bilen, der påkørte cyklisten, blev afhørt med en sigtes rettigheder.

 

Nordsjællands Politi har ikke yderligere oplysninger om mandens tilstand.

 

Kørsel i frakendelsestiden, Helsinge

Klokken 10.34 blev en 40-årig mandlig bilist fra Helsinge standset og kontrolleret på Rundinsvej. Her viste det sig, at han tidligere var blevet frakendt kørekortet og stadig befandt sig i frakendelsestiden, hvorfor han blev sigtet for alligevel at have sat sig bag rattet.

 

Hærværk, Kgs. Lyngby

Klokken 10.53 blev det anmeldt, at sidespejlet i passagersiden på en personbil holdende på Engelsborgvej var blevet ødelagt formentlig ved spark imellem tirsdag klokken 17.00 og onsdag klokken 08.30.

 

Kørsel uden førerret, Hillerød

Klokken 11.00 blev en 56-årig mandlig bilist fra Holte standset og kontrolleret på Helsingevej. Her viste det sig, at han ikke besad retten til at køre bil, hvorfor han blev sigtet for alligevel at have sat sig bag rattet.

 

Tyveri af minigraver, Hørsholm

Klokken 11.14 blev det anmeldt, at der imellem tirsdag klokken 11.40 og onsdag klokken 08.15 var blevet stjålet en minigraver fra Dr Neergaards Vej.

 

Tyveri fra omklædningsrum, Helsingør

Klokken 15.31 anmeldte en 19-årig mand fra Helsingør, at han imellem klokken 13.40 og 15.02 havde fået stjålet genstande fra sit skab i Fitness World på Søndre Strandvej, idet skabet var blevet opbrudt og hængelåsen var blevet fjernet.

 

Roadrage i forbindelse med sammenstød mellem cyklist og bilist, Gilleleje

Ifølge en anmeldelse, som indløb klokken 13.43, var en 49-årig mandlig cyklist fra København kort forinden blevet ramt af sidespejlet på en bil, som foretog et sving på Tinkerup Strandvej. Sidespejlet på bilen blev i den forbindelse slået af, og da parterne konfronterede hinanden med hændelsen, opstod der et skænderi mellem dem. Bilisten fremsatte her trusler mod cyklisten, inden parterne kørte fra stedet. 

 

Da cyklisten længere fremme på Tinkerup Strandvej igen passerede bilisten, forsøgte føreren at bilen at ramme cyklisten med en sten, hvilket dog ikke lykkedes.

 

Nordsjællands Politi har en formodning om, hvem bilisten er, hvorfor denne formentlig kan forvente at blive sigtet for forholdene.

 

Indbrud i restauration, Hillerød

Klokken 15.04 blev det anmeldt, at der mellem onsdag den 14. juli klokken 12.00 og onsdag den 21. juli klokken 14.00 havde været indbrud i B-hageriet på Slotsgade. Her havde en ukendt gerningsperson opbrudt et vindue og derefter foretaget indstigning. 

 

På tidspunktet for døgnrapportens udgivelse er det endnu intet overblik over eventuelle stjålne genstande.

 

Færdselsuheld, Kgs. Lyngby

Klokken 15.07 skete der et færdselsuheld på Christian X’s Alle, da en 75-årig kvindelig bilist fra Kgs. Lyngby påkørte en flextrafikbus bagfra. Flextrafikbussen satte hastigheden ned i forbindelse med et højresving, og her fik kvinden ikke bremset i tide, hvorfor hun påkørte bussen. 

 

Der skete i forbindelse med uheldet ikke umiddelbart større personskade, men en ambulance blev for en sikkerheds skyld sendt til stedet for at tilse parterne. 

 

Knallertkørsel til ulempe, Virum

Klokken 16.50 indløb der anmeldelse om, at fem knallerter kørte hasarderet på Irismarken nær et plejecenter, hvilket skabte fare for de forbipasserende. En patrulje kørte til stedet for at undersøge forholdet nærmere, men det var ikke muligt at udfinde nogen, som kunne sættes i relation til hændelsen.

 

Målrettet færdselsindsats, Tisvildeleje

Mellem klokken 17 og 18 var Nordsjællands Politi som led i en målrettet færdselsindsats mod spiritus- og narkokørsel til stede i krydset ved Skovporten og Hovedgaden. Her blev 44 køretøjer standset, men glædeligvis var der her ingen anledning til at foretage sigtelser.

 

Også mellem klokken 00.30 og 03.00 blev der foretaget en målrettet færdselsindsats med samme fokus, denne gang på Tisvildeleje Bygade. Her blev 55 biler standset, og dette gav anledning til seks sigtelser for manglende brug af sele. Derudover manglede to biler lys, og en person blev sigtet for spirituskørsel.

 

Sigtet for besiddelse af hash, Snekkersten

På parkeringspladsen ve Snekkersten Station traf en patrulje klokken 17.23 en 23-årig mand fra Helsingør. Han blev her fundet i besiddelse af en mindre mængde hash, og han blev derfor sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer.

 

Flere tilfælde af bedrageri, Helsinge, Hillerød og Stenløse

En 77-årig kvinde fra Helsinge anmeldte klokken 18.30, at hun klokken 16.00 havde modtaget en opringning fra en mand, om udgav sig for at være ansat i en bank. Han oplyste kvinden om, at hendes konto var blevet hacket, og at han derfor havde brug for hendes personlige oplysninger. Disse havde kvinden oplyst, og manden havde derefter bedt hende om at lægge hendes kreditkort og koder i en kuvert, som en bankansat ville afhente på hendes adresse. En mand dukkede efterfølgende op og tog kuverten med. Inden kvinden nåede at fatte mistanke, var der blevet hævet et pengebeløb fra hendes konto. 

 

Manden beskrives som: dansk af udseende, ca. 30 år, ca. 180 cm, almindelig af bygning, lys i huden og med kort sort hår. Iført sporty tøj. Talte dansk.  

 

En 78-årig kvinde fra Hillerød anmeldte klokken 19.25 et lignende forhold. Hun var klokken 17.30 blevet kontaktet telefonisk af en mand, som også udgav sig for at være bankansat. Han forklarede, at han havde brug for oplysninger om kvindens NemID og koder, idet hendes konto var blevet hacket. Kvinden oplyste disse, hvorefter opkaldet blev afsluttet. Inden kvinden nåede at fatte mistanke til manden, var det lykkedes at hæve flere pengebeløb fra hendes konto.

 

Klokken 16.15 modtog en 83-årig kvinde fra Helsinge et tilsvarende opkald. Her lykkedes det dog ikke gerningspersonen at få udleveret personlige oplysninger og kreditkort. 

 

En 79-årig kvinde fra Stenløse modtog også et tilsvarende opkald klokken 14.15, men indvilligede heller ikke i at udlevere sine personlige oplysninger og kreditkort.

 

Flere borgere i Nordsjællands Politi er den seneste tid blevet udsat for lignende forhold, hvor personer forsøger at lokke personlige oplysninger ud af borgerne. Nordsjællands Politi opfordrer til, at man ikke udleverer personlige informationer til ukendte personer. Er man i tvivl om, hvorvidt en person reelt er ansat i den oplyste virksomhed, kan man bede om personens navn og derefter ringe til det specifikke ansættelsessted for at få dette be- eller afkræftet. Her er det vigtigt, at man som borger selv finder hovedtelefonnummeret til den pågældende virksomhed og ikke ringer tilbage til det nummer, som personen ringer fra eller oplyser.

 

Mistænkeligt forhold, Allerød

Via overvågning kunne to personer klokken 18.44 ses cykle ind i en carport på Tokkekøbvej, hvor de kiggede indgående på huset og forhaven, og der var derfor mistanke om, at de muligvis kunne have til hensigt at begå indbrud. En patrulje kørte derfor til stedet for at undersøge forholdet nærmere, men de to personer var ved patruljens ankomst forsvundet, og de var heller ikke mulige at udfinde ved en efterfølgende rundering i området.

 

De to personer beskrives som: 
A: mand, mellemøstlig af udseende, 25-30 år, almindelig af bygning, mørk i huden og med kort sort hår. Iført mørkeblå trøje med to hvide striber på ærmerne samt mørkeblå bukser og lilla sko. Medbragte hvid cykle og Netto-pose.
B: mand, almindelig af bygning. Iført blå shorts og orange sko. Medbragte råhvid cykel med mælkekasse på bagagebægeret.

 

Bilist flygtede efter påkørsel af cyklist, Frederiksværk

En 53-årig mandlig cyklist fra Espergærde blev klokken 19.28 påkørt af en bilist i krydset ved Strandvejen og Hillerødvej, da bilisten foretog et højresving for ubetinget vigepligt. Herefter flygtede bilisten ad Strandvejen mod Frederiksværk. Der skete ikke umiddelbart nogen personskade i forbindelse med uheldet, men en ambulance blev for en sikkerheds skyld sendt til stedet for at tjekke cyklisten.

 

Flugtbilisten beskrives som midaldrende mand iført solbriller. Bilen var en rød Audi sedan, muligvis en A4, af ældre model med gule tågelygter. 

 

Hærværk, Frederikssund

Klokken 21.04 blev det anmeldt, at en eller flere personer var i gang med at male graffiti på et S-tog, som holdt parkeret for natten ved Marbækvej nær Frederikssund Station. En patrulje kørte til stedet for at undersøge forholdet nærmere, og togtrafikken blev i den forbindelse kortvarigt standset. Det var dog ikke muligt at udfinde nogen personer, som kunne sættes i relation til hændelsen.

 

Kørsel uden førerret, Værløse

På Jonstrupvangvej blev en 69-årig mandlig bilist fra Værløse klokken 23.33 af en patrulje sigtet for at have kørt bil, til trods for at han ikke havde førerret til bilen.

 

Spirituskørsel, Allerød

På Hillerødmotorvejens forlængelse ved afkørslen til Allerød S standsede en patrulje klokken 23.59 en 29-årig mandlig bilist fra Værløse. Her viste et alkometer, at han formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. 

 

Der venter nu svar fra en blodprøve, som skal fastslå de præcise omstændigheder omkring den 29-åriges eventuelle spirituspåvirkning.

 

Sigtet for besiddelse af narkotika med henblik på videresalg, Tisvildeleje

En patrulje var natten til torsdag til stede i Tisvildeleje i forbindelse med SOMMERSOL-arrangementerne. Klokken 00.27 traf de en 18-årig mand fra Greve på Hovedgaden, og han blev her fundet i besiddelse af euforiserende stoffer i en mængde, som medførte, at han blev sigtet for overtrædelse af lovgivningen om euforiserende stoffer grundet besiddelse med henblik på videresalg. 

 

Mistænkeligt forhold, Helsinge

En borger anmeldte klokken 00.36, at han havde kørt forbi Johannes Fog på Nørretoftevej, hvor han havde bemærket en varebil, som holdt parkeret på stedet. Borgeren kørte videre, men da han efterfølgende returnerede til stedet, kørte den føromtalte varebil hurtigt fra stedet i retning mod Anisse eller Hillerød. I bilen sad to personer med huer eller hætter på. Da borgeren undersøgte stedet nærmere, konstaterede han, at der var klippet hul i hegnet der, hvor butikken opbevarede gasflasker. 

 

En patrulje kørte til området for at lede efter varebilen, men det var ikke muligt at udfinde den. Der var tale om en rød Mercedes Sprinter varebil.

 

Anmeldelse om ræs, Klampenborg

Klokken 00.57 blev det anmeldt, at en personbil havde kørt med meget høj hastighed på Slotsalleen. En patrulje kørte til området for at lede efter bilen, og kort efter fik de kontakt til to personer i en bil svarende til beskrivelsen fra anmeldelsen. De to personer, en 24-årig mand fra Søborg og en 25-årig fra Gentofte, nægtede dog ethvert kendskab til højhastighedskørslen, og da det ikke var muligt endeligt at fastslå, hvor høj hastigheden havde været på tidspunktet, blev de ikke sigtet for forholdet. Patruljen fik dog en adfærdsregulerende samtale med dem, ligesom deres generalia blev registreret. 

 

Mistænkeligt forhold, Humlebæk

Der indløb klokken 02.22 anmeldelse om, at en person iført handsker via overvågning kunne ses kravle rundt uden for et hus omkring hoveddøren ind til en bolig på Gl. Strandvej. En patrulje kørte til stedet for at undersøge forholdet nærmere, men personen var i mellemtiden forsvundet derfra. Det var heller ikke muligt at udfinde personen ved en efterfølgende rundering i området.

 

Personen beskrives som: mand, skaldet/kronraget. Iført handsker.

 

Spirituskørsel, Tisvildeleje

En 20-årig mandlig bilist fra København blev klokken 02.48 standset af en patrulje på Hovedgaden. Her viste et alkometer, at han formentlig havde kørt bil med en promille over det tilladte, og han blev derfor anholdt og sigtet for spirituskørsel. 

 

Den 20-årige blev efterfølgende kørt til hospitalet, hvor en blodprøve blev udtaget med henblik på at fastslå de præcise omstændigheder omkring hans eventuelle spirituspåvirkning. 

 

Tyveri af gasflasker, Hornbæk

Klokken 05.52 blev det anmeldt, at der i løbet af natten var blevet stjålet et antal gasflasker fra campingpladsen Stenstrup på Planetvej. Gasflaskerne, hvoraf nogle var tomme og andre fyldte, havde stået i et bur på stedet, og dette var af en ukendt gerningsperson blevet opbrudt. 

 

Oversigt over indbrud i privat beboelse i Nordsjællands politikreds anmeldt den 21.-22. juli 2021

Denne artikel er skrevet af Michael Juul Sørensen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi