Nyt fra Stenløse i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Stenløse er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

El-værktøj stjålet fra bil, Helsinge

Mellem onsdag og torsdag er der stjålet diverse håndværktøj fra en varebil, som stod på Engerødvej. Tyven har knust en rude for at skaffe sig adgang til bilen.

 

Cyklist klemt af lastbil, Kgs. Lyngby

En 88-årig kvinde fra Frederiksberg måtte en tur til tjek på skadestuen efter hun var blevet klemt op mod en hegn af en lastbil. Kvinden kom efter det oplyste ikke umiddelbart til skade ved uheldet, som skete klokken 07.42 på Jernbanepladsen.

 

Forlygter stjålet, Charlottenlund

Mellem torsdag midnat og torsdag morgen er der stjålet forlygter fra en Porsche, som stod på Gyldenlundsvej. Tyveriet blev anmeldt klokken 07.50.

 

Pantflasker stjålet fra baggård, Stenløse

En indkøbsvogn med pantflasker er mellem onsdag aften og torsdag morgen klokken 07.50 blevet stjålet fra en gård bag ved Peter Beier forretningen i Egedal Centret.

 

Pelle fandt hash, Farum

Narkohunden Pelle snusede sig torsdag formiddag klokken 11.30 frem til en større mængde hash på en gang ved Nygårdterrasserne. Fundet blev gjort ved en indsats målrettet narkohandel på gadeplan.

 

Kvinde mistede livet i trafikulykke, Helsinge

En 18-årig kvinde fra Skovlunde døde torsdag ved en trafikulykke på Hillerødvej. Ulykken skete, da en 23-årig mand fra Roskilde kørte frontalt ind i kvindens bil. Manden, der er sigtet for uagtsomt manddrag, fremstilles in absentia ved grundlovshør i dag klokken 12 ved Retten i Helsingør.

 

Bagrude knust, Kgs. Lyngby

Mellem onsdag aften og torsdag morgen klokken 08.45 er bagruden på en bil, der stod på Ellevænget blevet knust. Hærværket blev anmeldt klokken 12.04.

 

Brand i villa, Græsted

Torsdag ved middagstid kom en anmeldelse om brand i en villa på Esrum Hovedgade. Politi og brandvæsen kørte til stedet. Der er ingen meldinger om personskade. Da det ud fra oplysninger i sagen ikke kan udelukkes, at der er tale om en påsat brand, skal politiets brandteknikere undersøge stedet nærmere i forbindelse med den videre efterforskning.

 

Kvinde fik stjålet pung, Allerød

En 80-årig kvinde fra Allerød fik torsdag eftermiddag klokken 13.22 stjålet sin pung på p-pladsen ved Kvickly på M D Madsensvej. Gerningspersonerne beskrives som A: Mand, ca. 40 år, mellemøstlig af udseende, mørkt hår, mørkt fuldskæg, mørkt tøj, talte dansk. B: Kvinde, ca. 40 år, sort/hvid jakke.

 

Mænd vakte mistanke, Kgs. Lyngby

To mænd vakte torsdag eftermiddag klokken 14.57 mistanke om indbrud, da de opholdt sig i et hus på Egegårdsvej. En borger kontaktede derfor politiet, som kørte til adressen. Her viste det sig imidlertid, at mændene var ved at udføre noget arbejde i huset. Dette blev bekræftet ved kontakt til husets ejer.

 

Brand i kælder, Fredensborg

Torsdag kl. 17.26 rykkede politi, brand og redning ud til en brand i en kælder på Baunevænget i Fredensborg. Branden formodes at være startet i forbindelse med noget svejsearbejde, der havde antændt noget isolering. Ilden var under kontrol kl. 17.48, og en person blev kørt på hospitalet med mindre skader. 

 

Færdselsuheld, Helsinge

Kl. 18.26 mistede en 44-årig mand fra Helsinge herredømmet over sit køretøj på Hillerødvej, hvorefter han ramte to andre bilister, hvilket skabte trafikale problemer i området da et spor blev spærret. Der er ingen meldinger om tilskadekomne. 

 

Butikstyveri, Græsted

Kl. 18.45 distraherede en person kasseekspedienten i Rema 1000 på Vestvej i Græsted mens en anden person tog en kasse med cigaretter, der stod på gulvet. Herefter forlod de butikken. 

 

Kørte uden førerret, Gilleleje

En 30-årig mand blev torsdag kl. 18.59 stoppet på Tinkerup Strandvej i Gilleleje, hvor det viste sig, at mandens førerret var inddraget. 

 

Sigtet for spirituskørsel, Hillerød

En 51-årig mand fra Hillerød blev klokken 22.55 standset, da han kom kørende ad Søndre Jernbanevej. Da mandens promille viste sig at være over den tilladte, blev han sigtet for spirituskørsel og taget med på hospitalet, hvor han fik udtaget en blodprøve. Den skal nu analyseres med henblik på at fastlægge mandens nøjagtige promille til brug for den videre sagsbehandling.


Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi