Nyt fra Stenløse i politiets døgnrapport

Profilbillede
dato

Stenløse er i nat nævnt i døgnrapporten fra Nordsjællands Politi. Her er døgnrapporten i sin fulde længde:

Cykler stjålet, Stenløse

Mellem tirsdag aften og onsdag morgen klokken 07.30 er der stjålet tre cykler fra et skur i Ganløseparken. Tyven har brudt en nøgleboks op for at skaffe sig adgang til skuret.

 

Kørte bil i frakendelsestiden, Kgs. Lyngby

Onsdag formiddag klokken 09.50 blev en 53-årig mand fra Skibby standset, da han kom kørende ad Helsingørmotorvejen. Her blev han sigtet for at køre bil på trods af, at han tidligere var frakendt førerretten og at denne frakendelse stadig var gældende.

 

Ild i tagpap, Frederikssund

Klokken 09.57 kom en anmeldelse om, at der var ild i noget tagpap i forbindelse med noget arbejde på en ejendom i Jernbanegade. Brandvæsenet fik hurtigt slukket ilden, og der skete umiddelbart ingen alvorlig skade på hverken personer eller ejendom.

Ild i garage, Eremitageparken

I forbindelse med brug af en ukrudtsbrænder gik der klokken 12.06 ild i en trægarage i Eremitageparken. Ilden blev hurtigt slukket og ingen personer kom til skade. En 58-årig mand blev sigtet for overtrædelse af Beredskabsloven i forbindelse branden.

Truede butikspersonale, Hillerød

En 16-årig ung mand fra Valby blev onsdag eftermiddag anholdt og sigtet for røveri, efter han klokken 14.35 havde stjålet en bærbar højtaler i Bilka. Da forretningens personale forsøgte at stoppe ham, tog den 16-årige en kniv frem og truede personalet til at holde sig på afstand. De fortsatte dog efter ham på behørig afstand, hvilket til sidst fik den 16-årige til at opgive sin flugt, hvorefter han blev anholdt af politiet. Den 16-årige fremstilles i grundlovsforhør senere i dag.

Grill stjålet fra have, Værløse

En større grill med diverse tilbehør er mellem tirsdag eftermiddag og onsdag eftermiddag klokken 13 blevet stjålet fra en have på Søndre Vagt.

Tagkonstruktion brændt, Klampenborg

Onsdag eftermiddag klokken 15.10 udbrød der brand i tagkonstruktionen på en villa på Klampenborgvej. En håndværker, der arbejdede på stedet måtte til behandling på hospitalet. Han blev tillige sigtet for overtrædelse af Beredskabsloven. Ilden fik så godt fat i tagkonstruktionen, at den brændte ned inden det lykkes brandvæsenet at få slukket ilden. I forbindelse med branden og slukningsarbejdet var Klampeborgvej spærret mellem Krathusvej og Hvidørevej.

Bedstefar med barnevogn vakte opsigt, Charlottenlund

En mand, som gennem flere timer opholdt sig omkring Berlingsbakke med en barnevogn, vakte så megen opsigt, at en borger klokken 15.23  kontaktede politiet. En patrulje kørte til stedet og traf manden. Det viste sig, at han var på familiebesøg i området og hjalp med pasningen af sine børnebørn.

Brand i udhus, Helsingør

I forbindelse med brug af en ukrudtsbrænder gik der klokken 17.08 ild i et udhus på Kongevejen. Det lykkedes beboeren på adressen selv at slukke ilden.

Klude med linolie antændte, Helsingør

Klokken 17.08 udbrød der brand i en industribygning på Kongevejen. Brandvæsenet fik hurtigt slukket ilden, der var opstået ved selvantændelse af nogle klude med linolie.

Bilrude knust, Kokkedal

Mellem klokken 13.00 og 16.45 onsdag eftermiddag har en bil, som stod på en p-plads ved Egedalsvænge været udsat for hærværk, idet en siderude i bilen er blevet knust med en sten.

Havde hash på sig, Humlebæk

Onsdag klokken 17.20 blev en 30-årig mand fra København truffet ved Humlebæk Center. Her blev han fundet i besiddelse af en mindre mængde hashklumper samt en joint, hvilket han blev sigtet for.

Drenge på tag, Charlottenlund

Klokken 17.15 ringede en borger og fortalte, at syv drenge var kravlet op på taget ved en fritidsklub ved Ordrup Skole. Borgeren havde forsøgt at få drengene til at komme ned, men uden held. En patrulje kørte til stedet, men drengene var ikke at se, hverken på taget eller i området omkring fritidsklubben.

Ventilationsanlæg stjålet, Helsinge

Et ventilationsanlæg, som stod på en byggeplads i Ammendrup Park er mellem tirsdag eftermiddag og onsdag morgen klokken 07 blevet stjålet. Tyveriet blev anmeldt onsdag eftermiddag klokken 17.32.

Sigtet for narkokørsel, Frederikssund

Onsdag eftermiddag klokken 17.33 blev en 27-årig mand standset, da han kom kørende ad Østergade. Da det viste sig, at manden var påvirket af euforiserende stoffer, blev han sigtet for narkokørsel og taget med til det nærmeste hospital for at få udtaget en blodprøve. Den skal nu analyseres for at fastlægge mandens præcise påvirkningsgrad til brug for den videre sagsbehandling.

Sigtet for salg af narkotika, Allerød

To mænd på henholdsvis 20 og 21 år fra København blev onsdag aften sigtet for salg af euforiserende stoffer. Mændene blev standset, da i de høj fart kørte ad Hillerødmotorvejen og i bilen blev der fundet flere salgsposer med kokain samt et større beløb i kontanter.

Kørte i frakendelsestiden, Helsingør

Klokken 00.07 natten til torsdag blev en 25-årig udenlandsk mand standset på Haderslevvej. Her blev han sigtet for kørsel i frakendelsestiden, da han kørte bil selvom han tidligere var blevet frakendt førerretten og denne frakendelse stadig var gældende.

Mistænkelige mænd i have, Holte

En beboer på Vejlemosevej kontaktede klokken 02.23 politiet, da hun havde set to mænd i sin have. Da mændene opdagede beboeren løb de fra stedet i retning mod Kollemosevej. En patrulje blev sendt til stedet, men mændene, der var iført strikhuer og fritidsjakker, var ikke at finde i området.

Denne artikel er skrevet af Søren Schrøder Rasmussen og data er automatisk hentet fra eksterne kilder, herunder Nordsjællands Politi.
Kilde: Nordsjællands Politi